Vaginalterapi

Vaginalterapi

Hvad er vaginalterapi? 

Vaginalterapi er en behandling af det kvindelige køn, der omfatter livmoder, livmoderhals, skede, indre og ydre kønslæber samt klitoris.  


Behandlingen er kropsterapeutisk og stiler mod, at du via blid og skånsom berøring og massage får et mere bevidst og venligt forhold til dit køn. 


Kønnet og kroppen kan have blokeringer og være mere eller mindre følelsesløse/hypersensitive efter ubehagelige oplevelser. 

Tryghed og tillid er afgørende for, at heling kan ske, og processen kan ikke forceres. Det tager tid for kroppen at fordøje og et forløb varer derfor typisk over flere sessioner.  


Vaginalterapi kaldes også yonimapping. Yoni er et ord på sanskrit med mange betydninger. Udover at dække over vulva, livmoder eller kilde, betyder yoni også dit hjem eller hvilested. 

Vaginalterapi er velegnet for dig, der:



  • Har smerter eller spændinger i dine kønsorganer
  • Har smerter ved samleje
  • Har nedsat følsomhed i underlivet
  • Har oplevet grænseoverskridende adfærd, vold eller overgreb 
  • Har svært ved gynækologiske undersøgelser. 
  • Oplever gener i underlivet efter fertilitetsbehandling, fødsel, abort eller operationer
  • Har svært ved at mærke dine grænser og behov
  • Oplever at køn og seksualitet er forbundet med skam
  • Ønsker mere kontakt til dit køn og seksualitet 
  • Ønsker mere nydelse og sanselighed


Alle køn og aldre er velkomne, sålænge du har en vulva, skede eller livmoder


Hvordan foregår en session?


En session varer typisk to timer. Første session vil altid være en afklarende session, hvor vi vil gennemgå din historik i forhold til køn, krop, relationer og seksualitet fra barndommen og til nu. 


Ellers vil sessionerne være bygget op således, at vi vil indlede med en samtale om, hvor du er lige nu, derefter vil vi gå videre til øvelser/behandling og slutte af med en kort samtale. 


De fleste har en forventning om, at man går direkte til selve behandlingen, berøringen og massagen, af underlivet.

Men da krop og psyke hænger sammen er vi, som tidligere nævnt, nødt til at gå varsomt frem og altid med verbalt OG kropsligt samtykke.


Ofte vil vi skulle arbejde med grænser. Hvordan mærker vi vores grænse, hvornår overskrider eller udvider vi grænsen? Og hvordan kan vi udtrykke den?

Grænsearbejdet er fundamentet for tryghed og tillid - og dermed også berøring. 


Når du og din krop er klar, kan vi gå videre med at arbejde med de symptomer, du måtte have. Det kan være overfølsomhed fx smerter, brændende, sviende, stikkende fornemmelser eller det modsatte, følelsesløshed eller tomhed.

Kroppen har på sin helt egen unikke måde forsøgt at beskytte sig og arbejdet består i, at kroppen igen skal føle sig tryg nok til at kunne åbne sig og respondere adækvat på berøring.


Massagen vil foregå på en briks med støtte til benene. Der anvendes mandelolie og handsker. Du vælger helt selv, hvor meget tøj du ønsker at have på. 

Grænse - og sensitivitetstræningen kan du øve dig på i alle relationer - ikke kun de intime. Du kan derfor med fordel øve videre derhjemme.


Jeg fører desuden journal over sessionerne.


Er du blevet nysgerrig på, om vaginalterapi er noget for dig? 

Da jeg er ved at færdiggøre min uddannelse i vaginalterapi, har jeg stadig værktøjer, jeg mangler at lære. 

Jeg er færdig til december 2025 og indtil da, koster en session på to timer 750,-

 

Hvis du er interesseret og/eller har spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at booke en uforpligtende telefonisk samtale her

Kærligst,

Jordemoder Marie

unsplash