Graviditetsrum

Graviditetsrum

Om tiden efter fødslen, og om hvad fødselsforberedelse ikke forbereder dig på


Fødslen fylder meget, men livet bagefter fylder endnu mere 

Der findes masser af god fødselsforberedelse.

Du lærer om veer, vejrtrækning, fødslens faser og hvad der skal pakkes i sygehustasken.


Men hvad egentlig med tiden bagefter?


Hvad med den første nat derhjemme, hvor ingen længere fortæller dig, hvad du skal gøre?
Hvad med de hormonelle op- og nedture, den nye rolle som mor, et lille menneske, der helst kun vil ligge oven på dig døgnet rundt- og et parforhold, som pludselig skal finde en ny rytme?

Det er den snak, Graviditetsrum handler om.


"Det hele behøver ikke altid at være magisk." 

Graviditetsrum er et gratis og uformelt arrangement for gravide, hvor vi mødes i et lille, trygt fællesskab og taler om alt det, der sjældent fylder i den traditionelle fødselsforberedelse.


Med udgangspunkt i min erfaring som jordemoder deler jeg den viden og de erfaringer, som jeg selv ville ønske, at alle kommende mødre fik med på vejen. Ikke for at skræmme dig - tværtimod. Men fordi det er meget nemmere at navigere i den første tid, når man ved, at mange af de tanker og følelser, der opstår, faktisk er helt normale.


Vi kommer blandt andet omkring:

  • Det 4. trimester- når du også bliver født som mor

  • Efterfødselskroppen og hormonernes rutsjebanetur

  • Hvorfor din baby har et stort behov for nærhed

  • Søvn, sanser og den tidlige motoriske udvikling

  • De første 1000 dage- og hvorfor relation er vigtigere end perfektion

  • Hvordan livet og parforholdet kan ændre sig, når man bliver en familie

Du behøver ikke tage noter. Og du får ikke en lang liste over alt det, du burde gøre.

Til gengæld håber jeg, at du går hjem med lidt mere ro, lidt større forståelse for den tid, der venter, og følelsen af, at du ikke behøver have styr på det hele fra dag ét.

Der er afsat cirka 45 minutter til en uformel samtale, hvorefter der er god tid til spørgsmål, refleksion og hyggeligt samvær over en kop kaffe eller te.

Der er plads til 8 gravide, så vi kan skabe et nærværende rum, hvor der også er plads til de spørgsmål og tanker, man måske ikke altid får sagt højt.

Jeg glæder mig til at byde dig velkommen.

Kærligst,
Melissa

Deltag i Graviditetsrum og bliv klogere på tiden efter fødslen


Hvornår

28. august 2026 kl. 15.00 -16.30


Hvor
Bredgade 48, st. tv.
8870 Langå

Pris

gratis, men tilmelding via linket er nødvendigt

unsplash